Ansigtsblindhed påvirker 2% af befolkningen

Prosopagnosi - også kaldet ansigtsblindhed – er betegnelsen for den manglende evne til at genkende ansigter. Det visuelle indtryk af ansigtet fejler intet, men det kan være vanskeligt at genkende eller afgøre, hvem ansigtet tilhører. Personer, der er ansigtsblinde, kan som oftest skelne mellem andre typer objekter uden problemer. Ansigtsblindhed kan påvirke evnen til at genkende sig selv, familie, venner eller perifere relationer, hvilket kan medføre udfordringer i sociale sammenhænge. På Syddansk Universitet og Københavns Universitet har vi etableret et forskningsprojekt, der søger mere viden om medfødt ansigtsblindhed.

På denne hjemmeside kan du læse mere om vores projekt, teste dig selv og finde information om ansigtsblindhed.

Projektet er lige nu i bero, og vi rekrutterer ikke flere deltagere på nuværende tidspunkt. Hjemmesiden fungerer som en informationsportal om medfødt ansigtsblindhed.


Genkendelse af ansigter

Det lader til, at vi fødes med en særlig præference for ansigter. Nyfødte ser således længere tid på ting, der har samme konfiguration som ansigter end på ting, der ikke har. Ansigter udgør også den kategori af genstande, vi er hurtigst til at opfatte. Det tager i bedste fald omkring 120-130 millisekunder at afgøre, om der befinder sig et dyr i en scene. Skal vi afgøre, om der er et ansigt tilstede, er vi nede på 100 millisekunder; en tiendedel af et sekund. 

Den medfødte præference for ansigter, og det, at vi opfatter ansigter så hurtigt, peger på, at ansigter udgør en helt særlig kategori i vores synsmæssige opfattelse af verden. Der er flere forklaringer på, hvorfor det er sådan. Fælles for dem er, at det er ansigtet vi først og fremmest afkoder en persons egenskaber ud fra. Det være sig personens køn, alder, emotionelle tilstand eller sågar personlighed. 

Ansigtets særlige status i vores visuelle verden afspejler sig også ved, at man kan have langt sværere ved at genkende ansigter end andre ting som følge af hjerneskade. Det, at evnen til at genkende ansigter kan rammes selektivt efter hjerneskade, peger på, at ansigtsgenkendelse varetages af relativt specialiserede områder i hjernen. Dette støttes af hjerneskanningsstudier, der viser, at der er områder i den raske hjerne, særligt i den højre hjernehalvdel, der aktiveres meget mere, når vi ser på ansigter end på andre genstande. 

Som noget relativt nyt er man blevet opmærksom på, at ansigtsblindhed også kan optræde som en medfødt eller udviklingsbetinget forstyrrelse; kongenital prosopagnosi. Selvom man først for nylig har opdaget tilstanden, er man sikker på, at den har eksisteret i mange år. Det moderne samfund gør ansigtsblindhed til en til tilstand, som er langt værre at have i dag end tidligere: I dag flytter vi os mere og møder hele tiden nye mennesker og ansigter, i modsætning til før, hvor nogle mennesker kunne leve et helt liv det samme sted. Vi skifter hyppigere arbejde, og forskellige sociale platforme præsenterer os dagligt for nye ansigter, vi skal genkende og huske. 

Der vides imidlertid ikke meget om medfødt ansigtsblindhed, hvilket er baggrunden for vores forskningsprojekt.