Udviklingsbetinget ansigtsblindhed
I 1976 beskrev Helen McConachie en person, der var ansigtsblind, men hvor der ikke var nogen påviselig hjerneskade. Dette ledte til en antagelse om, at ansigtsblindhed kunne være en medfødt udviklingsforstyrrelse på samme måde som ordblindhed. Denne antagelse synes i dag at være bekræftet. Enkelte undersøgelser peger på, at ca. 2 % af befolkningen lider af udviklingsbetinget ansigtsblindhed, og at tilstanden har en såkaldt autosomal genetisk arvegang. Hermed menes, at der er 50 % sandsynlighed for at man arver tilstanden, hvis én af ens forældre er ansigtsblinde. Det betyder også, at man er ansigtsblind fra fødslen eller at evnen til at genkende ansigter ikke udvikles normalt.
Projektbeskrivelse
Selvom udviklingsbetinget ansigtsblindhed i dag er en videnskabeligt accepteret tilstand, der klart kan afgrænses fra lidelser som fx autisme og medfødt grå stær, er det uklart, hvad ansigtsblindhed skyldes. I vores forskningsprojekter undersøger vi, om personer med udviklingsbetinget ansigtsblindhed har problemer med genkendelsen af andet end ansigter, fx skrevne ord (læsning), genstande eller lokaliteter (rumlige forhold). Det gør vi ud fra en antagelse om, at kortlægning af hvilke ting personer med ansigtsblindhed finder lette eller svære at genkende via synet, kan bringe os tættere på en forståelse af, hvad der gør ansigter særligt vanskelige at genkende.
De undersøgelser, vi indtil videre har foretaget, har været vigtige for at indsnævre mulige årsager til ansigtsblindhed. Det er sandsynligt, at man kan være ansigtsblind af forskellige grunde. Det vil vi meget gerne være med til at finde ud af. Og det vil vi ikke mindst fordi en forståelse af årsagerne til ansigtsblindhed kan bidrage til, at man på sigt kan afhjælpe de problemer, som ansigtsblinde lever med. Dette arbejde er vigtigt, da ansigtsblindhed for mange medfører store vanskeligheder i sociale sammenhænge.